Glæden ved at miste

 

En lille bog om glæden ved at miste er en poetisk og praktisk selvhjælpsbog med ideer til, hvad du kan gøre sammen med små børn i sorg.

 

Bogen er rettet mod at lette sorgen for børn i alderen 0-10 år og for deres familier.

Den er udgivet af Helle Nejsum Madsen på Livets Forlag i 2018.

 

Bogens formål er at inspirere og støtte forældre, sorgcoaches, sygeplejersker, pædagoger og andre mennesker, der gerne vil ledsage og hjælpe små børn i sorgprocesser. Den imødekommer de små børns naturlige, magiske forhold til verden. For dem er der ikke langt til himlen, og det er helende og bekræftende for deres relation til den afdøde at kunne finde kreative måder at blive ved med at udtrykke deres kærlighed til det menneske, som de ikke længere kan give et knus.

 

Kærlighed er en mægtig kraft i menneskelivet – når den anvendes, er den en kraftfuld ressource. I den mærker vi vores styrke.

Glemmer vi at udtrykke kærligheden efter et dødsfald, så opstår afmagt og frustration let – især hos små børn.

 

Død og sorg lærer os om kærlighedens dybde. Derfor hedder bogen ”En lille bog om glæden ved at miste”. Den ønsker at bekræfte, at der findes en livsproces, der gør det muligt for os en gang at blive taknemmelige og glade igen også efter at have oplevet det, der føles ubærligt: At miste et elsket menneske.

 

Bogen er delt i tre dele, der kan læses uafhængigt af hinanden:

 

Den første del handler om, hvordan du kan fortælle små børn om døden på en billedlig måde, der ikke belaster dem. Her gives også et eksempel på, hvordan du kan skrive og fortælle eventyr om døden for små børn.

 

Den anden del er et eksempel på, hvordan man kan lade små børn medopleve at tage afsked med en død i hjemmet.

 

Den tredje del er fyldt med små praktiske og kreative ideer til, hvad du generelt kan gøre sammen med yngre børn i tiden efter dødsfaldet.

 

Helle Nejsum Madsen er gift med Ulrik, og sammen er de forældre til fire børn på Jorden og ét i himlen. I 2005 mistede de deres fjerde barn. Det resulterede i ønsket om at skrive en lille bog med inspiration til, hvad man kan gøre sammen med små børn i sorg, så de kommer ud af afmagten og ind i glæden over stadig at kunne vise deres kærlighed til det menneske, som de savner.

 

Helle har arbejdet som tovholder i børnesorggrupper for små børn i alderen 6-9 år. Hun er cand. mag. i dansk og oldtidskundskab og uddannet Rudolf Steiner lærer. Hun har opstartet vuggestuegrupper og arbejdet som pædagog for vuggestue- og små børnehavebørn. I dag arbejder hun som klasselærer på Rudolf Steiner skolen i Skanderborg.

 

Bogens perspektiv er magisk, praktisk, poetisk. Den indeholder to illustrerede eventyr, som giver anledning til at tale med børnene om, hvor vi mon er inden fødslen og efter døden. Billederne er poetiske, fantasifulde, magiske og kan også læses ud fra en spirituel eller religiøs synsvinkel.

 

Du kan bestille En lille bog om glæden ved at miste her.

Bogen koster 200 kr. + fragt.

Bogen forhandles også hos danske boghandlere og i Audonicons Bogsalg i Skanderborg.

Norske kunder kan købe bogen hos Antropos i Oslo.

 

Læs interview med Helle Nejsum Madsen her

Meningsfulde bøger

Vesterskovvej 9, 8660 Skanderborg